Alpenhaus Kesselfall. Alpehotel omgivet af bjerge, vandfald og skov, med værelser i forskellige komfortkategorier. Kaprun.
Dagsture på mellem 3 og 4 timer.
Ingen krav om forkundskaber.
Børn kan deltage fra ca. 10 år.
Adventure Family er rejsetypen, der er ideel for aktive familier og grupper af rejsende med hang til eventyr og action.
Her er der mulighed for masser af oplevelser og udfordringer på det personlige og ikke mindst på det fysiske plan. Adventure Family-rejser til Østrig omfatter således en oplevelsesrig uge med fem forskellige aktiviteter, der udføres på forskellige niveauer i varierende sværhedsgrader. Det giver alle familie- og gruppemedlemmer en smagsprøve på de mange bjergsportsaktiviteter, der er mulighed for at prøve kræfter med i Østrig.
Vi skal blandt andet udforske MTB, trekking, klatring eller via ferrata. Også vandsport som canyoning og rafting er en mulighed. Dermed er rejseformen Adventure Family Østrig yderst velegnet til dig/jer, der vil prøve så meget så muligt – uden nødvendigvis at have forudgående erfaring med bjergsport.
Adventure Family-turene til Østrig er baseret på Bjergsports sædvanlige, høje standard. Det medfører, at vi sammensætter et program for hver enkelt gæst, så du har mulighed for at vælge lige netop det, der interesserer dig – både når det gælder typen af aktiviteter, sportsgrene og sværhedsgraden.
Highlights
Trekking i Centraleuropas største nationalpark
Klatring
Canyoning
Rafting
Tips & tricks på MTB
Valg frit program
Hvem kan deltage?
Hos os er hver enkelt gæst i centrum. Vi sammensætter i fællesskab med jer et program, der passer til netop jeres behov og ønsker. Vi har et overflødighedshorn af aktiviteter i forskellige sværhedsgrader, længder og på forskellige niveauer. I vælger, hvad I vil, og så laver vi et program pakket med spændende og udfordrende aktiviteter. Ingen uger er ens, og alle gæster er selv med til at bestemme, hvordan deres program ser ud. Der er i princippet ingen krav om, hvor lidt og hvor meget man skal have prøvet før. Alle kan være med, og alle kan blive udfordret, uanset hvilket niveau de befinder sig på. Programmerne bliver sat sådan sammen, at man vil kunne deltage på eksempelvis flere trekkingture og "springe" en mountainbiketur over eller omvendt. Alt efter personlig interesse og lyst.
Dag til dag-program
(Dette er et udkast til et program. Det præcise program sammensættes sammen med jer ved ankomsten.)
Ankomst. Vi byder velkommen og sammensætter i fællesskab med jer ugens program.
Trekking-tur i Nationalparken Hohe Tauern. Vi skal følge et vandfald til dets udspring. I starten går det roligt op ad, men senere bliver det stejlere. Hel nem er turen ikke. Efter ca. 1 1⁄2 time kommer vi ind under vandfaldet, hvilket er en rigtig smuk oplevelse. Vandet vælter ned foran os, og regnbuen står i solen. Senere på turen, efter endnu et par højdemeter, kan vi se store 3.000 meter høje bjerge og gletsjere. Det hele er meget tæt på, og det er herfra, vandfaldet får sin energi. Nedturen kommer til at foregå på den modsatte side af vandmasserne.
Rafting. Vi skal ud på vandet, vi skal rystes godt og grundigt sammen, både mentalt og fysisk. Turen byder på passager i sværhedsgraden 3 plus. Der er dele af turen, hvor vandet sprøjter os i hovedet, og hvor guiden befaler, at vores koncentration om at padle er så høj, at man ikke havde troet det muligt. Igen er der passager, hvor vandet lige så stille og roligt tager os afsted langs den smukke flodbred, der byder på virkelig specielle naturscener. Alt i alt en sjov, spændende og våd dag venter os.
Mountainbike. Vi starter vores MTB-dag lige uden for døren. Der vil være en kort instruktion, så nybegyndere også kan deltage. Herefter går det løs. Vores tur består af to dele, så der er mulighed for at få pusten i dalen inden anden etape. På første etape skal vi ikke så højt op, men der er derimod temmelig stejlt. Efter ca. en halv times hårdt arbejde i pedalerne er vi oppe, hvorefter vi gør klar til at skulle ned ad små single-trails og sjove stier. Vel nede kører vi mod Kaprun, hvor anden etape skal bekæmpes. Her er turen op lidt længere. Et par gange skal vi have cyklen på skulderen for at komme over en forhindring eller to. Når vi varme og svedige (og stolte) er kommet op, venter os en fantastisk nedtur. Dette er ikke en hvilken som helst tur, men en tur, som har lagt grund for VM i MTB downhill! Vi slutter dagen af med endnu en lille stigning, og derefter har vi fortjent en is eller en kold øl i solen på Kesselfall.
Fridag. Dagen er programfri. Det vil sige, at I kan slappe af i solen ved søen, være kulturelle i Salzburg, besøge nogle af de store historiske seværdigheder i området, tage på raftingtur eller andet, I nu kunne have lyst til. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Klatring. Vi tager op i den lokale klatrepark, som byder på mange forskellige ruter. Her finder vi både ruter til begyndere og til dem, der har klatret meget før. Vi starter med at forklare om udstyr, sikkerhed og forskellige teknikker og forklarer, hvordan man rappeller. Derefter går det løs i denne lodrette verden, så dagen skal nok rykke lidt ved dine personlige grænser.
Gletsjer-trekking. Vi skal igen ud i nationalparkens uendelige verden. Vi skal trekke op til en af de helt fantastiske hængegletsjere. Vejen derop starter ad en officiel trekkingsti, men inden længe ”knækker vi af ” og følger vores egen vej op mod det hvide fænomen. Her får vi fornemmelsen af, hvor små vi er, og hvor meget kraft og energi naturen har. Vi ser og rører ved en kæmpe gletsjer, mens fjernblikket byder på ca. 10 x 3.000 meter høje toppe. Vi skal i løbet af dagen bestige nogle højdemeter, men det er ikke den hårdeste dag på ugen. Dagen byder ikke på hård konditionstræning, men herimod fantastisk naturstorhed.
Afrejse
Indkvartering
Vores gæster i Østrig er indkvarteret på det traditionelle og hyggelige Alpenhaus Kesselfall. Huset danner med sin enestående beliggenhed, alene i bjergene, en perfekt ramme for vores ture, det sociale liv og naturen, der kan nydes i fulde drag døgnet rundt. Huset er beliggende for enden af Kaprunerdalen, kun omgivet af skov, vandfald og bjerge, og alligevel kan supermarkeder, cafeer osv. besøges kun 6 km væk fra huset, i Kaprun.
Dagens forløb
Vi starter ud fra Alpenhaus Kesselfall kl. 09.00. Flere af turene starter lige ude foran døren, og andre kræver lidt transporttid. I vil være retur på Kesselfall hen på eftermiddagen, alt efter hvilken tur I er på, så der er mulighed for en slapper i haven eller ...
Sværhedsgrader
I Basic-ugen kan næsten alle deltage. Man skal være i form til at kunne trekke i 4 effektive timer. Derudover kræves ingen forkundskaber.
Udstyr
Vi stiller alt udstyr til rådighed. Det eneste, du har brug for denne uge, er et par gode sko og sportstøj.
En cookie er en lille tekstfil, der lagers i din browser for at kunne genkende din computer ved tilbagevendende besøg.
Der er ingen personlige oplysninger gemt i vores cookies og de kan ikke indholde virus.